I 2022 stod Danske Hospitalsklovne over for en omstrukturering, som havde formålet at skabe mere nærværende ledelse.
Det betød, at der blev oprettet en ny stilling som chef for Klovneafdelingen, og den stilling fik Sif – som du skal møde i denne blogpost – tilbudt.
Sif takkede ja til stillingen, men var også straks klar over, at hun havde brug for at udvikle et strategisk blik på sit arbejde og at få værktøjer til at håndtere lederrollen i en forening i konstant vækst og forandring.
-Og det er her, at NGO-lederuddannelsen kommer ind i billedet 😊

Det der med at den hed noget med ‘NGO’ – så kunne jeg mærke, at mine skuldre faldt ned
Sif gik derfor i gang med at kigge på lederuddannelser og fik kort efter anbefalet Frontsetters NGO-lederuddannelse af sin Direktør, som selv har taget den.
Sif havde kigget på uddannelser, som var mere ‘corporate’, men “det var en anden virkelighed end den, jeg kommer fra i en NGO, og jeg kunne mærke, at der ville blive meget ‘oversættelse’ for at kunne bruge og relatere den viden og de værktøjer, jeg ville få, til min virkelighed, og den tid havde jeg ikke. Så snart jeg hørte om Frontsetters uddannelse, kunne jeg mærke, at mine skuldre faldt ned.”
“Har jeg tid, og kan jeg overskue det?”
Hvis du har overvejet at tage Frontsetters – eller en anden uddannelse – så har du muligvis også oplevet en snert af tvivl om, hvorvidt det er for meget at kaste dig ud. Det havde Sif i hvert fald.
Midt i et travlt arbejdsliv og den nye rolle som Klovnechef var Sif i tvivl, om hun kunne finde tid og overskud til også at tage en uddannelse.
Men det lykkedes, og Sif fortæller, at det er en stor hjælp, at mange af de opgaver, man laver på uddannelsen, er med udgangspunkt i de ledelsesopgaver, man sidder med i sin organisation. – Altså opgaver man sidder med alligevel – og Sif oplevede, at det højnede værdien af de enkelte opgaver.
Det, hun har taget allermest til sig fra uddannelsen, er dog et helt konkret værktøj til ugentligt at holde fordybelses- og refleksionsrum med sig selv.
“Det er en stor hjælp for mig at bruge, inden jeg sætter processer i gang, og inden jeg har samtaler med medarbejdere. Det giver mig tid til selv at undersøge emnet, så jeg kan være bedre forberedt. Det er også et godt værktøj til at undgå dumme fejl. Og vigtigst af alt betyder det, at jeg hele tiden har ‘mig selv med’ i det, jeg gør.”
Og så var det allermest værdifulde for Sif undervejs på uddannelsen at have et rum til refleksion sammen med nogen, som er i lignende situationer. “Man kan nemt komme til at tænke “nej nej – er jeg den eneste i hele verden, der står i den situation, og hvad gør jeg?” Men på NGO-lederuddannelsen møder du andre, som har samme faglige dilemmaer som du. Det har givet mig en anden ro i mit lederjob.”
Vil du også klædes på til din lederrolle og finde et fagligt fællesskab med andre NGO-ledere, så tilmeld dig Hold 20, som starter 10. november 2025.
Det vil glæde mig at have dig med .
Du kan læse meget mere og tilmelde dig her
Kærligst Pia